Domme om byggesager
Her finder du tidligere domme vedrørende entrepriseret og byggesager.
Vi håber du kan finde en relevant afgørelse.
Hvis ikke er du som altid velkommen til at kontakte os for en gratis vurdering af din sag.
Husk at du kan søge på siden ved at trykke Ctrl + F eller CMD + F på dit tastatur
Dom 2. Fejl i tilbud – uklar beskrivelse U.1974.42H
En underentreprenør fejllæser udbudsvilkårene – som ændres undervejs – og kommer til at give et for lavt tilbud til hovedentreprenøren. Underentreprenør og hovedentreprenør kan ikke blive enige om, at arbejdet skal udføres til en højere pris, hvorfor hovedentreprenøren sætter en anden entreprenør til at udføre dette arbejde og sagsøger underentreprenøren for differencen. Hovedentreprenøren får ikke medhold. Retten finder, at hovedentreprenøren ”ved fornøden påpasselighed burde være blevet klar over, at der var tale om en fejltagelse” (beløbets størrelse).
Der er flere domme om samme problemstilling – og de falder ikke ens ud. Man skal være utrolig omhyggelig, når man afgiver tilbud, for udgangspunktet er, at bordet fanger.
Dom 3. Ansvar for fejl i materiale. KFE 86.12
Bygherrens arkitekt havde anvist, hvilket materiale der skulle anvendes. Herefter var entreprenøren ikke ansvarlig for fejl i materialet.
Dom 5. Uklarhed i beskrivelse. KFE 94.120
Totalentreprenør giver tilbud på en dæmning, som skal bygges 1,1 meter højere end forudsat i udbudsmaterialet.
Totalentreprenøren havde stor erfaring med dæmninger og vandkraftværk, og selvom der var uklarhed omkring udgangspunktet (vandspejl/kvoter), fik totalentreprenøren ikke medhold i, at denne skulle have en merpris for den højere dæmning, i det retten fandt, at totalentreprenøren med sit specialkendskab burde have undersøgt sagen bedre, inden tilbuddet blev afgivet.
Dom 6. Tilbud og accept af tilbud. U.1994.344H
Entreprenør fremsendte tilbud med fejlagtig lav pris og standardforbehold.
Bygherren fremsendte kontrakt på den tilbudte sum og medtog ikke standardforbeholdene i kontrakten.
Da bygherrens accept således var uoverensstemmende (standardforbeholdene ikke medtaget) bestemte Højesteret, at accepten ikke var en accept af det afgivne tilbud, men derimod et afslag på dette og et nyt tilbud, som entreprenøren ikke var forpligtet til at acceptere.
Dom 7. Ophævelse af kontrakt. KFE 00.156
En entreprenør hæver kontrakten på grund af dårligt arbejdsklima. Retten bestemmer, at entreprenøren ikke har løftet bevisbyrden for, at arbejdsklimaet var så dårligt, at der var grundlag for at ophæve kontrakten, og bygherren får derfor medhold i et erstatningskrav, hvor bygherren har ret frie hænder til fastsættelse af erstatningsbeløbet.
Entreprenøren får betaling for det arbejde, der er udført frem til hæve tidspunktet og for de materialer, der anvendes efter hæve tidspunktet.
Dom 9. Aftaleret – accept. TBB 2000.91
Entreprenøren afgiver et tilbud. Bygherren sender acceptskrivelse, som ikke er i overensstemmelse med tilbuddet. Da entreprenøren ikke gør indsigelse mod acceptskrivelsen, bliver entreprenøren bundet af denne.
Dom 10. Mangler ved udbudsmaterialet. TBB 2001.413
Det af bygherren udarbejdede udbudsmateriale var mangelfuldt, og bygherren måtte derfor acceptere at betale for ekstraarbejder, som bygherren troede var omfattet af tilbuddet.
Dom 11. Forholdet mellem underentreprenører. KFE 03.033
I en større byggesag var der ikke nogen beskrivelse af forholdet mellem to underentreprenører, hvilket medførte, at den ene underentreprenør ikke blev ansvarlig for en række ydelser, han sikkert skulle have leveret/betalt for – hvis han havde været totalentreprenør. Dommen er udtryk for, at det er bygherrens ansvar, at den enkelte entreprenørs ydelser er præcist beskrevet i aftalegrundlaget.
Dom 12. Afhjælpningsret
Relationen mellem bygherre og entreprenør var i hele forløbet dårligt. Entreprenøren var modvillig mod at acceptere mangler ved 1-års-gennemgang, afhjælpningsforsøg viste sig mangelfulde og entreprenøren accepterede først sent i forløbet, at der var mangler ved byggeriet.
Ud fra en samlet afvejning fandt retten, at entreprenøren havde fortabt retten til afhjælpning. Dommen er udtryk for, at der skal temmelig meget til, før en entreprenør fortaber afhjælpningsret.
Dom 13. Forcering – aftaler. KFE 03.179
I en større byggesag blev byggeriet forceret primært på grund af projektfejl. Entreprenøren var derfor nødt til at arbejde i flere skift. Der blev ikke indgået nogen skriftlig aftale om forceringen. Det lykkedes entreprenøren at sandsynliggøre/dokumentere ekstraudgifter på kr. 2,8 mio. for forcering, som Voldgiftsretten tilkendte ham. Bygherren kunne (på trods af bestemmelsen i ABR89.6.2.4) videreføre tabet til ingeniøren.
Entreprenøren forsøgte at få betaling for merbeton og armering, men uden konkret aftale herom – og uden ordentlig dokumentation – fik entreprenøren ikke betaling for betonen.
Bygherren forsøgte under henvisning til AB § 24, stk. 3 at påberåbe sig at entreprenøren havde tabt sit krav ved passivitet, hvilket retten imidlertid ikke gav medhold i.
Dom 14. Afhjælpningsret. KFE 04.019
Entreprenøren afviste mangler vedrørende en stentæppebelægning på gulve. Sagen tog flere år, og entreprenøren, som havde afvist, at der var mangler, blev ikke tillagt afhjælpningsret efter det lange forløb.
Dom 15. Stilstandsomkostninger. TBB 2003.175
Bygherren var skyld i, at arbejdet ikke kunne gennemføres på det forudsatte tidspunkt, og entreprenøren rejste krav om stilstandsomkostninger som tabt funktionærtid i forbindelse med arbejdets standsning på kr. 48.000.
Voldgiftsretten tiltrådte, at der var tale om en standsning, som entreprenøren ikke har ansvaret for, og at bygherren derfor skulle godtgøre entreprenøren dennes tab. Tabet blev fastsat skønsmæssigt til kr. 15.000. Dommen er udtryk for, at man som entreprenør har en udstrakt forpligtelse til at sørge for, at ens medarbejdere udfører andet arbejde, hvis en opgave ikke kan udføres som planlagt.
Dom 16. Udbudsmangler og ekstraarbejder. TBB 2003.282
Entreprenøren afgav tilbud, hvor han anførte at boring af huller i eksisterende dæk og vægge ikke var medtaget, mens bygherren gav udtryk for, at hullerne var med i udbudsmaterialet.
Efterfølgende krævede entreprenøren betaling for hullerne, og retten fandt, at klagerens tilbud havde forrang for udbudsbetingelserne. I samme sag krævede entreprenøren ekstrabetaling for udlægning af flere strøer end normalt. Her fandt retten, at entreprenøren, som vidste at der var tale om et plejehjem, hvor der anvendes kørestole, selv skulle være opmærksom på, at strøafstanden skulle være mindre end ved almindelige gulve, og entreprenøren fik således ikke ekstrabetaling for dette arbejde.
Dom 17. Tilsynsfejl – flere rådgivere. KFE 04.031
Entreprenøren havde udført 78 gavle i strid med Murefagets Byggeblad nr. 33, der var en del af udbudsmaterialet. Tilsynet havde ikke konstateret problemer med de 78 gavle. Entreprenør og tilsyn blev solidarisk ansvarlige for fejlene, men i det indbyrdes forhold, skulle entreprenøren bærer risikoen alene (tilsynet skulle således ikke betale noget).
Afgørelsen er udtryk for, at bygherren har kontraheret med såvel entreprenør som med tilsynsførende, som derfor begge har et ansvar over for bygherren, men at selve fejlen er begået af entreprenøren, hvorfor han skal bære det fulde ansvar i det indbyrdes forhold.
Dom 18. Forholdet mellem Ankenævn og Voldgiftsret. U.2003.736V
Skønserklæring fra Byggeriets Ankenævn kunne anvendes under senere retssag, hvor der også blev gennemført syn og skøn.
Dom 19. Ekstraarbejde i strid med kontraktbestemmelse. TBB 2004.79
Entreprenøren havde på baggrund af udbudsmaterialet afgivet tilbud. Det fremgik af kontakten, at ekstraydelser kun ville blive betalt, hvis der var indgået skriftlig aftale herom.
Det viste sig, at der skulle bortkøres væsentligt mere jord end forudsat af entreprenøren, og retten lagde til grund, at entreprenøren ikke havde haft mulighed for at vurdere omfanget. Da bygherren havde påtvunget entreprenøren ekstraarbejdet, så retten tillige væk fra skriftlighedskravet. Entreprenørens krav blev dog halveret. Afgørelsen er udtryk for, at nødvendigt ekstraarbejde honoreres – også selvom der ikke foreligger skriftlig aftale herom, ligesom afgørelsen viser, at der er mulighed for merpris, hvis det er dokumenterbart, at entreprenøren ikke havde mulighed for at vurdere arbejdets samlede omfang. Retten tog således stilling til, at entreprenøren havde påtaget sig en meget stor, ukendt risiko.
Dom 20. Arbejdsstandsning og ophævelse. TBB 2004.282
Underentreprenøren nedlagde arbejdet, og hovedentreprenøren ansatte andre til at udføre arbejdet uden at gennemføre en stadeforretning.
Retten bestemte, at hovedentreprenøren, som ikke havde løftet bevisbyrden for de nødvendige udgifter (ved ikke at gennemføre stadeforretningen), var afskåret fra at kræve betaling hos underleverandøren.
Dom 21. Mangler – flere ansvarlige. KFE 06.171
En entreprenør, som skulle anlægge nogle tennisbaner, vibrerede disse i stedet for at tromle dem, hvilket medførte, at vandet ikke kunne sive ned gennem banerne. Retten fandt, at entreprenøren havde begået fejl ved ikke at anvende tromle, som beskrevet i aftalegrundlaget, men fandt samtidig, at der skulle have været en nøjere beskrivelse af komprimeringsgrad i udbudsmaterialet, og at bygherrens tilsyn skulle have konstateret, at der blev anvendt vibrator i stedet for tromle.
Entreprenøren blev således alene dømt til at betale en tredjedel af omkostningerne til udbedring af manglerne.
Afgørelsen havde været anderledes, hvis det havde været en totalentreprise, idet totalentreprenøren sandsynligvis ville være blevet dømt til at betale 100%.
Dom 22. Ansvar for opfyldelse af myndighedskrav. TBB 2004.362
Det fremgik af udbudsmaterialet, at alle nødvendige myndighedskrav skulle være indregnet. Kravene til ventilation var muligvis ikke 100 procent fastlagt, da entreprenøren afgav tilbuddet, men i forbindelse med arbejdets udførelse, krævede Arbejdstilsynet et luftskifte på tre gange en time, hvilket der ikke var kalkuleret med i totalentreprisen.
Totalentreprenøren krævede betaling for udførelse af ekstern ventilation, og fik medhold heri. Afgørelsen er udtryk for, at selv en totalentreprenør, som har påtaget sig at opfylde alle myndighedskrav, ikke nødvendigvis er forpligtet til at opfylde disse, hvis der sker ændringer i kravene hen ad vejen.
Dom 23. Ansvarsfordeling ved projektændring og afhjælpningsret
Under udførelse af en entreprise foreslog entreprenøren en projektændring, som blev godkendt af arkitekten. Det viste sig efterfølgende, at projektændringen medførte svampeskader, og arkitekten, som ikke havde gennemtænkt konsekvensen af projektændringen, blev sammen med entreprenøren dømt til at betale omkostningerne.
Da entreprenøren ikke, da skaden blev konstateret, havde tilbudt afhjælpning, men først gjorde dette i forbindelse med svarskrift under sagen, blev entreprenøren nægtet afhjælpningsret.
Afgørelsen er udtryk for, at man som entreprenør skal vedkende sig mangler på et meget tidligt tidspunkt for at fastholde sin afhjælpningsret.
Dom 24. Udfyldning af kontrakt. KFE 06.223
Bygherre og entreprenør havde indgået en aftale, hvor der var fejl i en tilbudsliste.
Bygherre og entreprenør havde meget forskellig opfattelse af, hvorledes aftalen skulle fortolkes. Voldgiftsretten foretog en meget selvstændig udfyldning af en præcis aftale.
Dom 25. Rådgiveransvar – forurening. KFE 06.227
En ingeniør skulle foretage en forureningsundersøgelse af en grund og konstaterede, at grunden var forurenet, og at jorden måtte klassificeres som klasse 4 jord. Ingeniøren undlod at foretage en afgrænsning af den fundne forurening, men afgav alligevel en erklæring om omfanget, som senere viste sig at være forkert.
Ingeniøren havde ansvar for ikke at udføre de nødvendige undersøgelser, men bygherren havde et selvstændigt ansvar for ikke at stille yderligere spørgsmål vedrørende den konstaterede forurening, og ansvaret blev således delt med 50 procent til ingeniøren og 50 procent til bygherren.
Hvis det havde været en totalentreprise ville entreprenøren med stor sandsynlighed være blevet dømt til at bære det fulde ansvar.
Dom 26. Rådgiveransvar – forældelse. KFE 06.229
Fem år efter at et arbejde var udført konstaterede bygherren, at der opstod fugtskader i en konstruktion.
Syn og skøn viste, at der var fejl i arkitektens projektering, men da der var forløbet mere end fem år, og da retten lagde til grund, at der ikke var udvist grov uagtsomhed, bestemte retten, at kravet mod arkitekten var forældet.
Dom 27. Mangler – forældelse – reklamation. KFE 06.232
Et tag blev fornyet i 1997. I 2002 – inden der var gået fem år – konstaterede bygherren, at der var problemer med taget og tilkaldte rådgiveren, som herefter hjalp med at præcisere manglerne over for entreprenøren.
Selvom om manglerne sandsynligvis havde været til stede både ved aflevering og ved 1-års-gennemgangen, er kravet ikke forældet, idet bygherren ikke havde haft mulighed for at konstatere manglerne tidligere.
Bygherrens krav over for arkitekten var imidlertid forældet, idet dette ikke var gjort gældende inden 5-års-fristen. Det forhold, at arkitekten blev tilkaldt for at hjælpe med at rejse krav mod entreprenøren var ikke tilstrækkelig klar reklamation over for arkitekten til at afbryde forældelsen.
Dom 28. Fuldmagt. TBB 2006.613
En bygherres rådgiver havde godkendt ekstraarbejder, som bygherren efterfølgende ikke ville godkende. Retten fandt, at rådgiverens godkendelse var bindende for bygherren.
Dom 29. Manglende stadeopgørelse. TBB 2007.353
Underentreprenør standser arbejdet og går konkurs. Hovedentreprenøren laver ikke stadeopgørelse. Hovedentreprenøren får ikke dækket krav vedrørende mangler på grund af manglende stadeopgørelse (registreringsforretning).
Dom 30. Delt ansvar for mangler. U.2007.731
En totalentreprenør, som vidste, at der var blød bund, indgik aftale med en entreprenør om udførelse af arbejdet. I forbindelse med udførelse af arbejdet, konstateredes yderligere blød bund, men der blev ikke truffet foranstaltninger for at finde ud af omfanget, og bygningen blev opført. Efterfølgende satte bygningen sig, og ansvaret blev delt med halvdelen til totalentreprenøren og halvdelen til entreprenøren, idet totalentreprenøren burde have krævet yderligere undersøgelser, før byggeriet blev færdiggjort.
Dom 31. Indirekte tab i ABT93 § 35, stk. 2. TBB 2008.725
I forbindelse med mangler opstod der udgifter til ud- og indflytning. Retten bestemte, at disse udgifter ikke var indirekte tab, jf. ABT93 § 35, stk. 2.
Dom 32. Ansvar for tilsyn (entreprenør konkurs). TBB 2008.322
Arbejdet var ikke korrekt udført, og det fremgik af en skønserklæring, at den tilsynsførende var ansvarlig for det mangelfulde arbejde.
Da hovedentreprenøren var gået konkurs, blev rådgiveren pålagt det fulde ansvar for erstatningen. Retten fandt således, at begrænsningen i ABR 89 pkt. 6.2.6.1 var uden betydning.
Dom 33. Avance ved ikke-gennemført arbejde. TBB 2009.208
Bygherre ophævede med urette en kontrakt. Entreprenøren fik erstatning svarende til fortjenesten på det ikke udførte arbejde. Fortjenesten blev fastsat til 15 procent.
Dom 34. Mangler ved udbud. TBB 2010.267
Det var uklart i udbudsmaterialet – og dermed i aftalen – om nogle skillevægge var medtaget i entreprisen selvom det fremgik af fællesbetingelserne, at alle bi-ydelser, der naturligt hørte ind under arbejderne, skulle være medregnet i tilbuddet, også selvom de ikke direkte var nævnt i beskrivelsen.
Voldgiftsretten udtalte, at udbudsmaterialet skal være udformet og opbygget logisk og lettilgængeligt med klare og fyldestgørende oplysninger om de i entreprisen indeholdte komponenter.
Entreprenøren fik således betaling for opsætning af skillevæggene.
Dom 35. Stilstandsomkostninger og frigivelse af garanti. TBB 2010.285
En hovedentreprenør ophævede uberettiget aftalen med en underentreprenør, som fik dækning for sine stilstandsomkostninger (tab ved ikke at gennemføre entreprisen) på 21% og fik frigivet sin garanti som følge af hovedentreprenørens uberettigede ophævelse af aftalen.
Dom 36. Manglende afleveringsforretning. TBB 2009.279
Entreprenør afslutter arbejde, hvor bygherre gør gældende, at der er mangler. Entreprenøren indkalder aldrig til en afleveringsforretning og reagerer ikke da bygherren truer med at lade manglerne udbedre af andre håndværkere.
Bygherre får tilkendt omkostninger til andre håndværkere og driftstabserstatning, idet retten lægger til grund, at det er entreprenørens risiko, at der ikke bliver gennemført afleveringsforretning.
Dom 37. Betaling for arbejde, selvom det ikke lykkes. TBB 2009.7
Entreprenør lægger gulv (marmorsplit) og kan ikke få det til at ligge ordentligt. Prøver noget afslibning, som heller ikke lykkes. Der afholdes ikke syn og skøn. Retten lægger til grund, at bygherren vidste, at der var tale om noget vanskeligt arbejde, og tilkender entreprenøren betaling for dette, selvom det ikke lykkes.
Dommen er meget konkret og resultatet præges af, at der var tale om et meget specielt produkt, og at entreprenøren udfoldede store bestræbelser på at få arbejdet til blive udført korrekt.
Dom 38. Dækning af omkostninger til rådgiver og advokat. TBB 2010.271
I en sag vedrørende mangler tilkendte retten ikke bygherren omkostninger til teknisk rådgivning og advokat ”efter fast praksis”.
Dom 39. Mistet afhjælpningsret. TBB 2010.279
Voldgiftsretten fandt, at entreprenøren, som ikke i forbindelse med færdigmeldingen, hvor der var konstateret mangler, tilbød afhjælpning, mistede afhjælpningsretten ved at anmode om, at der først skulle tages stilling til denne efter at syn og skøn havde været gennemført.
Dom 40. Ekstraarbejde og tidsfristforlængelse. Erstatning for mistet dækningsbidrag. TBB 2010.273
Ved forsinkelse gjorde entreprenøren gældende, at entreprisesummen var forhøjet med kr. 3.600.000 svarende til ca. 10% af den oprindelige entreprisesum, hvorfor entreprenøren ville have en tilsvarende tidsfristforlængelse. Det synspunkt tiltrådte voldgiftsretten ikke. Bygherren havde ophævet kontrakten med urette, og entreprenøren fik erstatning for mistet dækningsbidrag. Erstatningen blev dog alene sat til 8% af restentreprisesummen.
Det er vigtigt, at man som entreprenør træffer aftale om tidsfristforlængelse i forbindelse med eventuelle ekstraarbejder hen ad vejen, og ikke først forsøger at gøre kravet gældende efterfølgende.
Dom 42. Ansvarsfordeling mellem totalentreprenør, underentreprenør og rådgiver. TBB 2010.668
Der opstod skimmeldannelse i loftet på et nybyggeri.
Totalentreprenøren havde hyret to underentreprenører, en tømrer og en murer til at udføre arbejdet, og bygherren havde tilknyttet en arkitekt som rådgiver, som førte begrænset tilsyn.
Totalentreprenøren og underentreprenørerne havde aftalt projektændringer uden at inddrage rådgiveren hvorfor denne ikke havde noget ansvar.
I det indbyrdes ansvar fik totalentreprenøren hele ansvaret, idet retten fandt, at totalentreprenøren havde det altovervejende ansvar på grund af manglende tilsyn og koordination.
Dom 43. Krav på erstatning ved antagelse af anden entreprenør til færdiggørelse af byggeri. TBB 2011.246
Entreprenøren standsede arbejdet på grund af uoverensstemmelser. Bygherren krævede ikke at entreprenøren færdiggjorde arbejdet, men satte anden entreprenør til at færdiggøre dette. Bygherren havde herefter ikke krav på den merudgift, der opstod herved.
Dom 44. Opgangsbøder (forsinkelse) og udbudsmangler. TBB 2011.331
En entreprenør skulle renovere ejendomme med 87 opgange. Der var aftalt delaflevering med opgangsbøder, og selv om entreprenøren blev færdig med det samlede arbejde inden for den aftalte tidsramme, blev bygherren tilkendt opgangsbøder, idet formålet med disse var at sikre en hensigtsmæssig styring af det samlede byggeri.
Bygherrens udbudsmateriale havde ikke været fyldestgørende, idet der manglede forskellige oplysninger, hvilket medførte, at entreprenøren fik betaling for ekstraarbejde.
Dom 45. Fortabelse af krav vedrørende ekstraarbejder. TBB 2011.358
AB 92 og ABT 93 § 22, stk. 9, omhandler rettidig fremsendelse af slutopgørelse. I den konkrete sag fremkom entreprenøren ikke med slutopgørelsen inden de frister, der er anført i § 22, stk. 9, hvorefter retten bestemte, at entreprenøren havde fortabt kravet på betaling for ekstraarbejder.
Dom 46. Overslag – overskridelse.TBB 2011.98V
En entreprenør havde givet overslag på noget arbejde, som viste sig at blive væsentligt dyrere end oplyst. Entreprenøren mistede ikke kravet på fuld betaling, selv om han ikke havde oplyst, at udgiften ville blive større end overslaget.
Dom 47. Hovedentreprenør kunne ikke rejse krav mod underentreprenør, idet bygherren havde godkendt arbejdet. U.2011.3184H
Retten fandt, at hovedentreprenøren i en situation, hvor bygherren havde anerkendt arbejdet og betalt for dette ikke kunne rejse krav mod underentreprenøren for mangler, idet underentreprenøren var afskåret fra at afhjælpe mangler og idet hovedentreprenøren ikke havde lidt tab.
Dom 48. Fortabelse af afhjælpningsret.
Ved konstatering af mangler krævede entreprenøren – for at foretage afhjælpning – at bygherren underskrev en mangelliste. Dette nægtede bygherren (som ikke var enig i listen). Herefter mistede entreprenøren afhjælpningsretten, idet entreprenøren ikke havde været berettiget til at betinge afhjælpning af underskriften.
Dom 49. Ensidigt indhentede erklæringer. TBB 2012.125
Retten tillod en part at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring fra egen rådgiver, idet denne ikke trådte i stedet for syn og skøn. Afgørelsen er i tråd med nyere praksis, hvor det i videre omfang end tidligere tillades parterne at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer, hvilket særligt gælder, såfremt erklæringerne er indhentet inden sag anlægges.
Dom 50. Erstatning for ikke gennemført byggeri. TBB 2012.497
Bygherre havde med urette ophævet en kontrakt. Entreprenøren blev tilkendt erstatning på 12,5% af entreprisesummen.
Dom 51. Projektfejl og udførelsesfejl. TBB 2012.552
Ved syn og skøn konstateredes det, at der var mangler ved kloakering. Der var dels tale om projektfejl og dels tale om udførelsesfejl. Entreprenøren blev dømt til at betale hele udbedringsbeløbet, medens rådgiveren, fordi ABR89 var vedtaget, kun kom til at betale den andel, der svarede til hans fejl, som voldgiftsretten fastsatte til 50%. Hvis begge parter er solvente, vil en sådan afgørelse betyde, at hver part kommer til at betale halvdelen. Hvis rådgiveren ikke er solvent, kommer entreprenøren til at betale hele beløbet. Hvis entreprenøren ikke er solvent, får bygherren kun halvdelen af beløbet (fra rådgiveren).
Dom 52. Fremlæggelse af erklæring fra egen rådgiver. TBB 2012.125
Retten tiltrådte, at en bygherre kunne fremlægge en erklæring, som var indhentet fra hans egen rådgiver efter at sagen var startet, og at denne erklæring kunne fremsendes til skønsmanden i sagen. Som nævnt i forbindelse med en anden dom, er dette i tråd med nyere retspraksis, hvor man i videre omfang end tidligere tillader fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer.
Dom 53. Totalentreprenør hovedansvarlig for mangler og all-risk forsikring/dækning. TBB 2013.307
En totalentreprenør stod for opførelse af en sportshal, som efterfølgende styrtede sammen. Totalentreprenøren havde ikke sikret en koordineret plan for det samlede afstivningsbehov, når de forskellige fag-entreprisers konstruktioner og leverancer blev sammenføjede, og blev som følge heraf dømt til at betale erstatning, medens hverken underentreprenører eller rådgivere blev dømt.
En all-risk forsikring dækker kun indirekte skade. Retten fandt, at der her var tale om en direkte skade, således at denne ikke var dækket af all-risk forsikringen.
Dom 54. Afhjælpningsret bevaret indtil dom var afsagt
Der opstår tvist mellem bygherre og entreprenør om entreprenøren har anvendt den korrekte type puds, og der indledes retssag herom. Under retssagen reklamerer bygherren over mangler ved pudslaget og entreprenøren tilbyder først afhjælpning, da retssagen er afsluttet.
Retten finder, at det er berettiget, at entreprenøren har afventet rettens afgørelse, idet der var reklameret sent (først under sagen) og idet det var rimeligt at afvente rettens afgørelse vedrørende sagen som helhed.
Dom 55. Ekstraarbejde uden skriftlig aftale og dagbøder. TBB 2013.58
Det fremgik af aftalegrundlaget, at ekstraarbejder kun blev accepteret, hvis der var indgået skriftlig aftale herom. Entreprenøren udførte forskellige ekstraarbejder uden aftale og disse blev betalt hen ad vejen. Henset til, at bygherren havde accepteret den formløse aftaleindgåelse, blev entreprenøren tilkendt betaling for ekstraarbejder, selvom der ikke var skriftlig aftale herom.
Bygherren krævede dagbøder. Byretten tilkendte bygherren dagbøder men landsretten fastslog, at bygherren havde reklameret for sent, hvorfor han ikke fik dagbøder. Hvis en bygherre vil rejse krav om dagbøder er det vigtigt, at bygherren gør indsigelse, så snart denne bliver klar over, at der vil opstå eller er opstået forsinkelse.
Dom 56. AB92 § 5 – springende regres. TBB 2013.343
Bygherre fik opført et sommerhus, hvor en elektriker var underentreprenør. Efterfølgende solgte bygherren huset. Køberne konstaterede mangler ved El-installationen. Landsretten tillod, at køberne af huset kunne rette et krav direkte mod underentreprenøren. Landsretten lagde vægt på, at El-installationerne ikke var udført håndværksmæssigt korrekt og i strid med gældende forskrifter. Det er muligt, at afgørelsen er præget af, at der er tale om arbejde, som kræver autorisation, og at sagen ikke var faldet ud på samme måde, hvis der var tale om mangler ved tømmerarbejdet i huset.
Dom 57. Totalentreprenørs ansvar og udmåling af erstatning. TBB 2013.654
En entreprenør udførte i totalentreprise byggeri for en kommune. Det var præciseret i kontraktmaterialet, at totalentreprenøren havde et vidtstrakt ansvar for projektering og tilsyn og at ansvaret alene påhvilede totalentreprenøren. Totalentreprenøren blev således ansvarlig for fejlagtig projektering.
Skønsmanden havde i skønserklæringen anslået omkostninger til afhjælpning. Kommunen havde selv indhentet tilbud. Retten lagde vægt på de af skønsmanden anslåede beløb.
Dom 58. Bygherre uretmæssigt nægtet afhjælpningsret. TBB 2013.754
Entreprenør etablerer 4 altaner og udbedrer mangler i henhold til afleveringsprotokol. Efterfølgende konstaterer bygherre skævhed i altangavle og kræver altanerne nedrevet. Entreprenøren har ca. kr. 400.000 til gode og tilbyder at afhjælpe skævhederne mod at bygherren tilbageholder kr. 40.000. Bygherren nægter entreprenøren ret til afhjælpning. Syn og skøn siger at afhjælpning kunne foretages for kr. 40.000.
Retten bestemmer at bygherren, som uretmæssigt har nægtet entreprenøren afhjælpningsret ikke er berettiget til erstatning.
Usædvanlig afgørelse idet entreprenøren normalt vil blive dømt til at erstatte nettoudgiften.
Dom 59. Ret til merarbejde § 14, stk. 1. TBB 2013.435
Under et hovedentreprisearbejde overlod bygherren i strid med § 14, stk. 1 noget arbejde til en anden entreprenør. Retten tilkendte hovedentreprenøren dækningsbidrag på den del af arbejdet bygherren uretmæssigt havde givet til anden entreprenør.
Afgørelsen viser, at § 14 giver entreprenøren RET til at udføre merarbejde.
Dom 60. Totalentreprenørens ansvar for projekteringsfejl. TBB 2013.754
En entreprenør påtog sig at opfylde en grusgrav.
Der blev indgået en totalentrepriseaftale, og det viste sig efterfølgende, at opgaven var langt vanskeligere, end entreprenøren havde forestillet sig, sandsynligvis på grund af problemer med bunden i graven (søen).
Voldgiftsretten fastslog, at der var mangler i udbudsmaterialet, men pålagde alligevel entreprenøren erstatningspligt, idet der var tale om en totalentreprise, hvor det havde været totalentreprenørens ansvar at foretage de nødvendige undersøgelser, inden denne gik i gang med arbejdet.
Fordi der ikke forelå nogen konstatering af, hvorledes forholdene reelt var, da arbejdet startede, kunne entreprenøren heller ikke få betaling for ekstraarbejde, idet denne ikke kunne dokumentere omfanget af ekstraarbejdet.
Når man som entreprenør påtager sig en totalentrepriseopgave, påtager man sig således det fulde ansvar både for projektering og udførelse og herunder også for de nødvendige forundersøgelser. Ved totalentreprise bliver mangler i udbudsmaterialet således af mindre væsentlig betydning.
Dom 61. Totalentreprenørens ansvar. TBB 2013.435
En entreprenør afgav tilbud på opførelse af sommerhus, og tog forbehold om vandspejl i kælderen. Parterne holdt møde om projektet, men der blev ikke foretaget tekniske undersøgelser.
Entreprenøren fremsendte herefter en ordrebekræftelse til bygherren. Denne indeholdt ikke noget forbehold vedrørende vandspejl i kælderen. Huset blev herefter opført, men måtte senere nedrives på grund af problemer med vand i kælderen.
Da der var tale om totalentreprise, blev entreprenøren ansvarlig for omkostningerne til nedrivning og genopførelse, idet han som totalentreprenør havde påtaget sig ansvaret for projektering af kælderkonstruktionen. Dommen er i tråd med andre domme, som viser, at man som totalentreprenør påtager sig et stort ansvar.
Dom 62. Dagbøder. TBB 2014.262
Bygherren krævede på flere bygherremøder dagbøder, men da afleveringsfristen senere blev udskudt, anerkendte voldgiftsretten kun krav, som var fremsat efter det udskudte afleveringstidspunkt.
Endvidere fandt voldgiftsretten, at der kun skulle betales dagbøder frem til færdigmeldingen og ikke frem til afleveringsforretningen, da byggeriet blev godkendt på afleveringsforretningen.
Afgørelsen understreger, at man skal være omhyggelig med dagbøder. Man skal gøre opmærksom på, at man må kræve disse fra det øjeblik over, hvor det bliver klart, at forsinkelse vil indtræffe, og man skal fastholde kravet og opgøre dette løbende (evt. i byggemødereferater). Tilsvarende er det vigtigt for en entreprenør vedholdende at protestere mod dagbøder, hvis entreprenøren ikke er enig i disse.
Dom 64. Dækningsbidrag for ikke udført arbejder. TBB 2014.410
En underentreprenør standsede arbejdet, hvorefter hovedentreprenøren ophævede kontrakten. På trods af underentreprenørens opfordring, indkaldte hovedentreprenøren ikke til stadeforretning, hvorfor en stadeopgørelse udarbejdet af underentreprenøren blev lagt til grund i den efterfølgende sag. Underentreprenøren blev tilkendt erstatning for ikke udført arbejde med 23,26 procent af entreprisesummen.
Dom 65. Afhjælpning af mangler – bevisbyrde for omkostninger. TBB 2013.634
I forbindelse med ombygning af nogle siloer til beboelsesejendomme monterede underentreprenør stålbjælker, som viste sig at være af for ringe kvalitet. Det aftaltes mellem hovedentreprenør og underentreprenør, at hovedentreprenøren skulle stå for afhjælpning.
Efterfølgende bestred underentreprenøren hovedentreprenørens opgørelse af udgifter.
Under de omstændigheder, hvor underentreprenøren havde accepteret, at hovedentreprenøren selv forestod afhjælpning, måtte underentreprenøren acceptere, at afhjælpningen blev udført som regningsarbejde, og underentreprenøren blev dømt til at betale for hovedentreprenørens afhjælpning af manglerne.
Dom 67. Opgørelse af værdi af fuldført arbejde i forbindelse med arbejdsstandsning/ophævelse og ekstraarbejde uden skriftlig aftale. TBB 2014.315
Entreprenør standsede arbejdet, da han ikke modtog betaling. Voldgiftsretten fandt efterfølgende, at standsningen havde været uberettiget, og at bygherrens senere ophævelse af kontrakten var berettiget.
Der blev foretaget en beregning af værdien af arbejdet på det tidspunkt, hvor entreprenøren standsede arbejdet – og ikke på det senere tidspunkt, hvor bygherren ophævede kontrakten.
Entreprenøren fik betaling for arbejde frem til standsningsdagen med fradrag af de mangler, der var konstateret, og med fradrag af bygherrens ekstraomkostninger som følge af standsningen. Bygherren fik dog kun en meget begrænset del af disse omkostninger dækket (kr. 100.000 ud af kr. 450.000).
Entreprenør foretog forskellige ekstraarbejder uden aftalesedler, men kunne efterfølgende dokumentere, at der var indgået mundtlige aftaler om ekstraarbejder, hvorfor entreprenøren fik betaling herfor – også uden skriftlig aftale herom. Afgørelsen viser, at der er mulighed for at få betaling for ekstraarbejde, hvis der er god dokumentation for, at det er ekstraarbejde, og at bygherren har været klar over dette.
Dom 68. Ekstraarbejder og dagbøder. TBB 2014.975
Entreprenør fik betaling for ekstraarbejder selv om aftalesedler ikke var underskrevet, idet entreprenøren på anden måde kunne dokumentere aftale om ekstraarbejder.
Bygherre ikke berettiget til dagbøder da krav herom ikke ”på en utvetydig og korrekt måde var fremsat”.
Afgørelsen understreger vigtigheden af, at krav om dagbøder rejses klart og utvetydigt, når det kan konstateres, at tidsfrister vil blive overskredet.
Dom 69. Tvist om ophævelsesskrivelse. TBB 2014.759
En totalentreprenør, som skulle opføre en villa, krævede undervejs i byggeriet i en e-mail at bygherren skriftligt accepterede nogle ekstraarbejder, idet entreprenøren i modsat fald ville ophæve kontrakten. Bygherren underskrev ikke, og lod arbejdet færdiggøre med anden entreprenør. Totalentreprenøren fremsatte erstatningskrav, men Landsretten fandt, at han med e-mailen havde ophævet kontrakten (uberettiget), hvorfor totalentreprenøren ikke fik erstatning for det ikke udførte arbejde.
Dom 70. ”Sorte penge” TBB 2014.905
I en entreprisekontrakt var det aftalt, at en del af arbejdet skulle betales sort. Entreprenøren gik konkurs, og konkursboet krævede betaling i overensstemmelse med kontrakten. Retten fandt, at kontrakten grundet forudsætningen om sort betaling var ugyldig, hvorfor konkursboet ikke kunne støtte ret på kontrakten. Det er således farligt (også i denne relation) at operere med sort betaling.
Dom 71. Krav mod garantistiller. TBB 2012.110
En bygherre, som var bekendt med mangler, udbetalte et ”for stort” beløb til entreprenøren og krævede senere, da entreprenøren ikke udbedrede manglerne, et beløb tilbage. Kravet blev rettet mod garantistiller, som imidlertid ikke var forpligtet til betaling, da bygherren havde udbetalt for meget til entreprenøren. Man kan således ikke som bygherre kalkulere med det garanterede beløb, hvis man ikke i øvrigt optræder økonomisk forsvarligt i forhold til entreprenøren.
Dom 72. Aftale om tilsyn. TBB 2015.33
Arkitekt tegnede villa for bygherren, hjalp med at finde entreprenører og fulgte i et vist omfang byggeriet.
Der var ingen skriftlig aftale om, at arkitekten skulle føre tilsyn, og arkitekten blev frifundet for ansvar for mangler, som muligvis kunne være konstaterede ved et mere omfattende tilsyn.
Retten lægger således vægt på, at der ikke var indgået en skriftlig, klar aftale om omfanget af arkitektens forpligtelser i forhold til byggesagen.
Dom 73. Dagbøder og afhjælpningsret. TBB 2015.126
I forbindelse med opførelse af et hus, var det aftalt, at arbejdet skulle være færdigt den 1. august, og der påløb dagbøder med kr. 5.000 om dagen herefter.
I slutningen af byggeperioden opstod der nogle forsinkelser grundet bygherreleverancer, som var forsinket, og man diskuterede en udskydelse af færdiggørelsestidspunktet til medio august. Herefter begyndte processen at ”sejle”. Der blev holdt nogle byggemøder, hvor man nævnte dagbøder, men der blev ikke fastsat nogen ny endelig frist, og der var ikke nogen konkret reklamation fra bygherrens side.
Selvom byggeriet blev afleveret mange måneder efter 1. august, blev bygherren således ikke tilkendt dagbøder. Afgørelsen er i tråd med andre afgørelser. Det er særdeles vigtigt, at man som bygherre gør indsigelse, så snart forsinkelsen indtræder, og at man vedholdende fastholder kravet om dagbøder – gerne med løbende opgørelse af disse.
I sagen var der på afleveringstidspunktet mangler på det udførte arbejde. Der blev gennemført syn og skøn retssag, og da bygherren ikke på noget tidspunkt havde sat frist for entreprenørens afhjælpning af manglerne, tillod Landsretten, at entreprenøren havde bevaret sin afhjælpningsret (mange år efter at arbejdet var udført). Landsretten henviser til, at 5-års-fristen i AB92 § 32 ikke var udløbet. Afgørelsen strækker afhjælpningsretten langt, og det må formodes, at entreprenøren ikke på noget tidspunkt har nægtet at udføre afhjælpning, da resultatet i så fald næppe var blevet det samme.
Dom 74. Passivitet over for byggemødereferater: Bordet fanger og tilsidesættelse af samarbejdspligt efter AB92 § 20 medfører ophævelse. TBB 2015.183
En entreprenør reagerede ikke på flere byggemødereferater, hvoraf det fremgik, at tidsplanen var ændret. Som følge af passivitet bestemte retten, at entreprenøren var bundet af de ændrede tidsplaner.
Entreprenøren kom ikke til indkaldte møder vedrørende fortsættelse af arbejdet og ville ikke komme med nogen tidsplan, men ville udføre arbejdet, ”når det kunne lade sig gøre”.
Retten fandt, at entreprenøren herved havde tilsidesat samarbejdspligten efter AB92 § 20 og fandt, at bygherrens ophævelse af kontrakten var berettiget.
Dom 75. Varsling af dagbøder. TBB 2015.184
Endnu en dom som bekræfter, at bygherren først kan kræve dagbøder fra det tidspunkt, hvor disse er varslet behørigt, og at man ikke kan kræve dagbøder, efter at man har taget byggeriet i brug.
Dom 76. Bundet af tilbud selvom dette var for lavt på grund at tastefejl. TBB 2015.185
En entreprenør afgav tilbud på et større arbejde (i alt ca. kr. 100 mio.), og indtastede i den forbindelse kraner med kr. 58.000 i stedet for kr. 5,8 mio.
Bygherrens rådgiver blev gjort opmærksom på, at der kunne være en fejl i tilbuddet, men da kranen indgik i en større post, som sammenlignet med andre tilbudsgivere, var på nogenlunde samme størrelse, vurderede rådgiveren, at der kunne være tale om strategiske overvejelser fra entreprenørens side, som gjorde, at han havde sat kranposten så lavt. Som begrundelse for ikke at diskutere dette forhold med bygherren anførte rådgiveren, at han ikke kunne se, at han kunne have handlet anderledes, idet en eventuel fejl ikke ville kunne rettes uden at overtræde udbudsreglerne.
Det er min opfattelse, at afgørelsen er tvivlsom, idet det må have været klart for rådgiveren, at en post på kr. 58.000 var fejlagtigt, og at han burde have undersøgt dette nærmere frem for at filosofere over entreprenørens mulige strategiske overvejelser.
Dom 77. Totalentreprenørens udvidede hæftelse og afhjælpningsret. TBB 2015.318
En totalentreprenør påtog sig at opføre en villa på skrænt ud til Øresund. Villaen var tegnet af arkitekt og totalentreprenøren påtog sig alene selve byggearbejdet og de ingeniør-mæssige beregninger.
Da byggeriet var færdigt, viste det sig, at der var væsentlige støjgener på taget, og retten fandt, at det var totalentreprenørens ansvar at sikre de nødvendige ingeniørberegninger, således at der ikke ville opstå støjgener.
Entreprenøren forbeholdt sig under sagen afhjælpningsret, men totalentreprenøren var blevet opfordret til at forestå udbedring af taget, hvilket han nægtede, og han kunne således ikke forbeholde sig retten til afhjælpning, når syn og skøn havde været gennemført.
Dommen er en bekræftelse på, at en totalentreprenør selv i den situation, hvor totalentreprisen ikke omfatter arkitektarbejdet, har et vidtrækkende ansvar for det samlede projekt, og bekræfter ligeledes, at det er farligt for en entreprenør at afvise afhjælpning.
Afgørelsen er ikke parallel med dom 54, hvor entreprenøren forbeholdt sig afhjælpningsret til efter gennemførelse af syn og skøn. Forskellen er muligvis, at entreprenøren i dom 54 ikke nægtede afhjælpningsret, men forbeholdt sig denne indtil voldgiftssagen var afgjort, mens entreprenøren i dom 77 havde afvist afhjælpning og først senere tilbudt afhjælpning.
Dom 78. Dagbod, mangler, reklamation og passivitet. TBB 2015.327
I en større, kompleks sag om renovering af en jernbanelinje fastslog retten, at bygherren ikke var berettiget til dagbøder, dels fordi entreprenøren ikke var ansvarlig for forsinkelsen, men retten tilføjede, at kravet først var fremsat mere end et år og tre måneder efter afleveringen, og at det allerede derfor var bortfaldet.
Tilsvarende gjaldt det for mangler, at bygherrens krav på erstatning vedrørende overgravede kabler var bortfaldet ved passivitet. Dommen er en bekræftelse på, at bygherren skal reklamere, så snart dagbodsudløsende forsinkelse foreligger, og at bygherren skal reklamere, så snart bygherren bliver opmærksom på mangler/erstatningskrav (som herved overgravede kabler).
Dom 79. Entreprenøren havde mistet afhjælpningsretten. Utrykt afgørelse.
Entreprenør lægger nyt tag på større ejendom. Inden 1-års gennemgangen begynder rygninger og grater at forvitre. Arkitekt og entreprenør enes om at gennemføre syn og skøn (uformelt) men kan ikke blive enige om hvis ansvar det er, at mørtlen falder af.
Bygherre anmoder arkitekt og entreprenør om at udbedre manglerne. Entreprenør afviser ansvar for mangler og bygherre gennemfører syn og skøn, som entydigt peger på entreprenørfejl. Samtidig med at skønsforretningen indledes tilbyder entreprenøren at afhjælpe, hvilket bygherre afviser.
Retten tilkendegiver, at entreprenøren har mistet sin afhjælpningsret ved ikke at tilbyde afhjælpning på et tidligere tidspunkt og entreprenøren kommer til at betale det beløb, skønsmanden har vurderet at det koster at afhjælpe.
Selv om entreprenøren var uenig i at han var ansvarlig for problemerne, skulle han have tilbudt afhjælpning og taget forbehold om at kræve betaling, hvis et syn og skøn måtte vise, at han ikke var ansvarlig.
Afgørelsen bekræfter mange andre afgørelser: Det er yderst farligt at nægte afhjælpning, når bygherre kræver det.
Dom 80. U.1974.42H Uklar beskrivelse
Hovedentreprenør indhenter tilbud på baggrund af beskrivelser. I forløbet flyttes nogle betonelementer fra gruppe 2 til gruppe 3, uden at underleverandør bliver opmærksom på dette. Underleverandør giver derfor en for lav pris på gruppe 3 og vil ikke vedstå tilbuddet, da han bliver opmærksom på fejlen.
Hovedentreprenør vælger så den næstbilligste og sagsøger underentreprenøren for differencen på 1.800.000.
Hovedentreprenøren taber sagen, fordi han efter rettens opfattelse ” ved fornøden påpasselighed ville være blevet klar over, at der forelå en fejltagelse.”
Der er flere domme om samme problemstilling – og de falder ikke ens ud. Man skal være utrolig omhyggelig, når man afgiver tilbud, for udgangspunktet er, at bordet fanger.
Dom 81. U.1994.344H Tilbud – uoverensstemmende accept
Entreprenør giver tilbud på betonentreprise og henviser i tilbuddet til Håndværksrådets standardforbehold. Kommunen fremsender kontrakt uden nogle af forbeholdene.
Højesteret bestemmer, at fremsendelsen af kontrakten, som ikke er i overensstemmelse med tilbuddet er et afslag på tilbuddet, og entreprenøren er således ikke bundet af sit tilbud.
Der er tale om ganske enkel kontraktret. Hvis man vil acceptere et tilbud, skal man gøre det uden ændringer / forbehold idet man herved afslår tilbuddet og selv fremsætter et nyt tilbud.
Dom 82. U.2007.1795H § 46 – udbetaling af garanti
Bygherre ophæver kontrakt. Entreprenør kræver udbetaling af noget af det garanterede beløb, men banken vil ikke udbetale.
Bygherre følger ikke proceduren i ABT 93 § 46 (samme som AB 92 § 46) og banken var derfor forpligtet til at udbetale det krævede beløb.
Dom 83. TBB 112015.623 Standsning af arbejdet og erstatning
Klassisk problemstilling om standsning. Entreprenøren bliver ikke betalt og standser efter korrekt varsel arbejdet. Bygherre ophæver kontrakt. Stadeopgørelse viser, at entreprenøren havde et forfaldent krav og bygherre kommer til at betale for udført arbejde og erstatning for ikke udført arbejde (12,49 % af restentreprisesummen, som voldgiftsretten finder ”absolut rimeligt”).
Dom 84. TBB2018.82 – U.2018.166H – Udlejers opkrævning af vandudgifter
Sagen drejer sig om, hvorvidt udlejer kan kræve udgifter til vandforbrug og vandafledningsafgift refunderet af lejer.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom henset til, at lejer selv havde registreret og indberettet sit vandforbrug, ligesom lejer havde accepteret betalingen, og ikke bestridt, at hans betalinger svarede til vandforbruget i de år. Udlejer frifandtes derfor for lejers krav om tilbagebetaling.
Dom 85. TBB2018.135 – VG2017.C-14047 – Udokumenterede ekstraarbejder
Sagen drejer sig om ekstraarbejder og erstatningskrav for byggetidsforlængelse. Bygherre og underentreprenør indgik to forskellige aftaler om hhv. vejudvidelse og etablering af cykelsti.
Bygherre fandtes i relation til den første aftale erstatningsansvarlig for 29 dages forsinkelse, fordi forsinkelsen var forårsaget af forhold, som bygherre burde have forudset og projekteret.
Ift. arbejde udført på cykelstien fik hovedentreprenøren ikke medhold i sit krav om ekstraarbejder, da arbejdet enten sås for honoreret af bygherre, indeholdt i aftalen eller for udokumenteret.
Ift. en enkelt post om ekstraarbejde hvis udførsel overgik til at være bygherreleverance, der ikke fremgik tydeligt af udbudsmaterialet, blev hovedentreprenøren tilkendt erstatning for tabt fortjeneste
Dom 86. TBB2018.525 – VG2018.C-13460 – Bygherres direkte krav mod underentreprenør
Sagen drejer sig om direkte krav fra bygherre mod underentreprenør.
Underentreprenør havde begået udførelsesfejl, der begrundede, at bygherre kunne rette et direkte erstatningskrav mod underentreprenøren.
Underentreprenøren blev fundet erstatningsansvarlig for en del af forholdene og måtte således til bygherre betale knap fire mio. kr.
Dom 87. TBB2018.82 – U.2018.166H – TBB2018.527 – V2018.C-13525 – Skønsmæssigt beløb for byggetidsforlængelse
Sagen drejede sig om et byggeri, der blev forsinket ca. 4 måneder og entreprenørens ret til erstatning eller godtgørelse.
Efter parternes forklaring fandtes det af Voldgiftsretten sandsynliggjort, at 15 dage af tidsfristforlængelserne skyldtes vejrlig, for hvilket der ikke kan kræves erstatning eller godtgørelse, jf. AB 92 § 27, stk. 3.
En væsentlig del af forsinkelserne fandtes dog også at skyldes bygherre. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til kr. 600.000 + moms.
Voldgiftsretten fandt endvidere, at bygherre havde krav i anledning af mangler på ca. kr. 170.000 og krav på fradrag for ikke leverede ydelser på ca. kr. 130.000, ligesom entreprenøren skulle godtgøre udgifterne til rådgiver.
Dom 88. TBB2018.635 – OE2018.B-805-17, B-985-17 og B-1577-17 – Ejerforening hæftede ikke
Sagen drejer sig om, hvorvidt nuværende ejer, tidligere ejer (adciteret af E/F) eller ejerforening skal betale for udbedringsarbejder i etageadskillelse under en ejerlejlighed efter rådskade.
I både byretten og landsretten blev det fastslået, at vedligeholdelse af gulvbelægning påhvilede ejeren og ikke ejerforeningen.
Dom 89. TBB2018.806 – VG2018.C-13714 – Arbejdsstandsning, ekstraarbejde og AB 92 § 27
Sagen drejer sig om bl.a. bygherres ophævelse af entrepriseaftale.
BH havde afholdt udgifter til el og varme i byggeperioden, hvilket BH havde modregnet i faktura fra hovedentreprenøren. Det var derfor uberettiget, at hovedentreprenøren afbrød arbejdet med henvisning til en ubetalte faktura.
Da hovedentreprenøren herefter, til trods for opfordring fra bygherre, valgte ikke at genoptage arbejdet, var det berettiget, da bygherre hævede aftalen.
Voldgiftsretten fandt at hovedentreprenøren ikke kunne kræve de største poster for ekstraarbejde betalt, idet retten ikke fandt det tilstrækkeligt bevist, og idet byggemødereferater og projektmateriale der angiveligt kunne bevise, at det udførte var ekstraarbejdet, ikke blev fremlagt.
Voldgiftsretten fandt det ikke er tilstrækkeligt bevist, at der var forhold, der berettigede erstatning efter AB 92 § 27, ligesom entreprenøren uberettiget standsede arbejdet. Allerede af den grund tages kravet ikke til følge.
Dom 90. TBB2018.834 – VG2018.C-14497 – Ekstraarbejde og erstatning
Sagen drejer sig om ekstraarbejder og erstatning for entreprenørens tabte fortjeneste.
Voldgiftsretten fandt ikke, at de vanskeligheder der indtraf, som følge af opstigende grundvand gør, gav bygherre ret til afbestille entreprisen uden at svare erstatning.
Bestemmelserne i hovedentreprenørens kontrakter, hvorefter der ikke kan kræves erstatning for tabt dækningsbidrag, hvis entreprisen ikke gennemføres som følge af bygherrens forhold, finder ikke anvendelse.
Bygherre har således ophævet aftalen uden gyldig grund, og erstatningsansvarlig for hovedentreprenørens mistede fortjeneste samt det tab, som underentreprenøren kan kræve betalt af hovedentreprenøren.
Dom 91. TBB2018.903 – VG2018.C-14477 – Entreprenør ikke berettiget til dagbøder
Sagen drejer sig om, hvorvidt en hovedentreprenør var berettiget til dagbøder.
Voldgiftsretten fandt ikke, at underentreprenørens manglende overholdelse af arbejdstidsplanen kunne begrunde krav på dagbøder forud for d. 13. januar, der ifølge aftalegrundlaget var rettelig afleveringstermin.
Arbejdet måtte endvidere anses for afsluttet d. 26. januar, da der ikke på dette tidspunkt forelå væsentlig uafsluttede forhold eller mangler, der kunne begrunde et fortsat forsinkelsesansvar.
Da der ikke var fremsat behørigt krav om dagbod i perioden fra den indtrufne forsinkelse til afslutningen af arbejdet, kunne hovedentreprenøren ikke gøre noget dagbodskrav gældende.